Spring til hovedindhold
Kalkbaseret mørtel tilsat cement

Ny type mørtel åbner op for nye dimensioner af design

Siden vi producerede de første sandwichfacader med teglsten, har vi og de fleste andre i elementbranchen brugt cementbaseret mørtel til at give facaderne det klassiske udseende med mursten i forband. Det behøver vi ikke længere.

I 2023 indgik vi et samarbejde med Vejle Kalk- og Mørtelværk A/S om at finde den helt rette type mørtel til sandwichelementer med tegl. Vi har allerede produktionstestet, og nu er vi klar til at levere sandwichfacader med teglsten og en kalkbaseret mørtel lavet på gammeldags manér.

Mørtlen er nøje doseret med den rette mængde cement for at sikre murværkets styrke og holdbarhed – specielt tilpasset danske byggerier og eksponeringsforhold. Mørtlen er baseret på læsket kalk lavet som vådmørtel, der reducerer energiforbruget i produktionen. I afhærdningen optager mørteltypen ca. 50% af den CO2, der udledes i produktionen. Produktionsmetoden og recepten ligger ifølge EPD blandt de bedste i branchen med hensyn til CO2-aftryk og besidder derfor optimale egenskaber til fremtidens elementbyggerier.

Vi samarbejder med Vejle Kalk- og mørtelværk, da de bevidst og aktivt arbejder med produktudvikling af den gamle metode med våde kalkmørtler, dokumenteret styrke og CO2-reduktion. På nuværende tidspunkt har de den mørteltype med det mindste CO2-aftryk på markedet.

Mørtel spiller en stor rolle i facadens samlede indtryk

Med lanceringen af kalkbaseret mørtel tilsat cement følger en masse muligheder, der påvirker det enkelte projekts arkitektoniske fremtoning. For mørtel er meget mere end bare en fugemasse – farven, glansen og strukturen på mørtlen har stor betydning for facadens samlede udtryk.

Det vil stadig være muligt at vælge cementbaseret mørtel, men vi forventer, at flere arkitekter vil bruge kalkbaseret mørtel tilsat cement, fordi den giver flere muligheder end cementbaseret mørtel. Kalkbaseret mørtel åbner op for helt nye dimensioner af facadedesign og det overordnede indtryk af en bygning – alt sammen med et større fokus på CO2 reduktion.