I samarbejde med A. Enggaard A/S skal Ambercon A/S levere teglfacadeelementer til Fredens Tårn i Silkeborg.
Højhuset bliver 70 meter højt og rummer 70 lejligheder samt erhvervslokaler i stueetagen.
Projektets mål er at skabe et byggeri, der arkitektonisk passer ind i omgivelserne og bliver et nyt vartegn for Silkeborg.
Det har været vigtigt for både A. Enggaard A/S og Sweco Architects Denmark at tegne en bygning af høj kvalitet, der giver noget tilbage til byen og borgerne hele døgnet rundt.
Fredens Tårn får forskydninger i bygningskroppen og varierede dybder –
lige fra store skår og indeliggende altaner til detaljerne omkring mursten og fuger – som synliggør lysets bevægelse og danner et skyggespil,
der får facaden til at ændre karakter og udtryk afhængig af tidspunktet på døgnet.
Teglfacaderne bliver produceret med Ambercon EnvironMent, som er baseret på FutureCem fra Aalborg Portland.
Denne løsning medfører en 30% reduktion i CO2-udledning sammenlignet med traditionel rapid cement.