Nyheder

03.04.23

Pressemeddelelse

 

Elementproducenten Ambercon løftede sidste år sin omsætning til 356,6 mio. kr., mens indtjeningen faldt til 21,8 mio. kr. på grund af stigende priser til blandt andet energi og materialer. Resultatet er under det forventede, men betegnes af bestyrelse og ledelse som tilfredsstillende.

2022 blev et udfordrende år for størstedelen af den danske byggesektor. Omkostninger til energi og materialer steg eksplosivt, og mange virksomheder har ikke haft mulighed for at løfte omkostninger over på prisstigninger på den korte bane. Det gælder også den familieejede elementproducent Ambercon, hvor indtjeningen falder fra 37,3 mio. kr. i 2021 til 21,8 mio. kr. i 2022. Til gengæld stiger omsætningen marginalt fra 352,4 mio. kr. til 356,6 mio. kr., der kun overgås af rekordåret 2018:

- 2022 blev et fornuftigt, men også særdeles uforudsigeligt år for os. De stigende energi- og materialepriser startede allerede i 2021, men særligt energipriserne steg eksplosivt som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Samtidig opstod en stor usikkerhed om markedsudviklingen - særligt i 2. halvår, hvor rentestigningerne for alvor tog fart, siger adm. direktør Apichat Bonde fra Ambercon og fortsætter:

- Vores indtjening for året landede derfor under det forventede niveau, men efterhånden som året skred frem udviklede både omsætning og indtjening sig tilfredsstillende, og vi kan med et solidt regnskab i ryggen fortsætte vores høje investeringsniveau i nye produkter og bæredygtige tiltag.

Et af de helt store udviklingsprojekter i 2022 blev TreeCrete, der er et nyt facadeelement, hvor beton og stål for hovedpartens vedkommende er erstattet af træ. Ambercon forventer, at de nye facadeelementer kan blive en gamechanger i dansk byggeri, og der har da også været enorm interesse for at høre mere og for at se de pilotprojekter, der er opstillet på fabrikken i Støvring syd for Aalborg:

- Vi havde ikke drømt om, at interessen for TreeCrete ville være så stor. Vi har mange henvendelser hver uge – både fra interesserede bygherrer, arkitekter og øvrige rådgivere. Ret hurtigt fik vi også de første bestillinger, men egentlig storskalaproduktion afventer de endelige ETA-godkendelser, som vi forventer at få i slutningen af 2023, siger salgsdirektør Bjørn Christensen fra Ambercon.

Han siger supplerende, at den store interesse blandt andet skal imødekommes med afholdelsen af ”Arkitekturens Dage” tre dage i april og maj, hvor TreeCrete præsenteres på Ambercons fabrik i Støvring. Arrangementet holdes i samarbejde med Petersen Tegl A/S og vil også byde på nye perspektiver på murstenenes rolle og muligheder i byggeriet:

- Vi har inviteret nogle af de største aktører inden for byggeriet i Danmark og glæder os til at vise TreeCrete frem for endnu flere. Samtidig er vi godt i gang med at investere i nyt produktionsudstyr, der enten placeres på den nuværende adresse eller i en ny fabrikshal, som vi påtænker at opføre. Potentialet er uendeligt stort, og vi vil være klar, når markedet for alvor kommer op i gear, fortsætter Bjørn Christensen.  

Ambercon fortsætter også optimering af den øvrige produktion. Et af de større investeringsprojekter i 2023 bliver en udfasning af naturgas til fordel for en ren varmepumpeløsning. Det er en investering i størrelsesordenen 10 mio. kr., som vil reducere CO2-udledningen fra fabrikken med 200 tons CO2 om året. Derudover vil investeringen mindske usikkerhedsfaktoren omkring gasprisens udvikling. Ambercon er desuden i gang med at investere i et solcelleanlæg med tilhørende batteripakke, der vil gøre, at fabrikken bliver selvforsynende med energi.

Generelt har Ambercon positive forventninger til fremtiden. For betonelementbranchen generelt bliver der spist af ordrebeholdningen i øjeblikket, idet ordreindtaget er mindre end den aktuelle produktion:

- Betonelementbranchen har haft en lang periode, hvor pipeline og leveringstider er blevet længere og længere. Nu er udviklingen vendt, og vi står i en fase, hvor udbud og efterspørgsel balancerer på et mere fornuftigt niveau. Vi har fortsat stor efterspørgsel efter vores komplekse specialprodukter såsom teglfacader, som vi producerer efter gamle håndværksprincipper, og det er positivt at konstatere, at priser på både energi og materialer er på vej ned, siger Apichat Bonde afslutningsvis.

Han og den øvrige ledelse forventer en lavere omsætning i 2023 og en indtjening lidt under niveauet i 2022.